Solidaritet og håb - et blik på et landsbyliv i Ghana

Nysgerrighed, indlevelse og engagement er ofte drivkraften for indsatser, som skaber udvikling - i Danmark som i u-lande. Og det er også tilfældet for en dansk billedkunstner, som tilfældigt blev inddraget i ulandsindsatser for fattige landsbyer i Ghana.

Under et besøg i det sydøstlige Ghana oplevede den danske billedkunstner Hans Kjær, at en skole havde brug for hjælp, og han vidste, at på Langeland, hvor han bor, var der flere mindre skoler, som var nedlagt og havde skoleinventar til overs. Koblingen af behovet for inventar i landsbyen og kendskabet til de overskydende skolemøbler på Langeland satte ham i gang - og med hjælp fra loger på øen blev der råd til at sende en fyldt container til Ghana.     

Siden er hjælpen udvidet og ændret, men fortsat er der ildsjæle som Hans Kjær, som brænder for at hjælpe i Ghana, hvor behovet er størst. I dag er mange på Langeland og Sydfyn involveret i hjælpearbejdet, og der er oprettet en forening, art2change, som arbejder på at forbedre børns forhold i livet gennem kunst og kreativitet.    

Vivian Rose, forfatteren til Solidaritet og håb - et blik på landsbyliv, deltog i 2017 frivilligt som billedkunstner i nogle af Hans Kjærs projekter i Ghana, bl.a. vandboringsprojekter og opbygningen af et børnehavehus. Hendes opgave var at være medunderviser i art2change projektet om at fremme kreativitet gennem brug af kunst som et middel til at få forbedret livssituationen. Vivian Rose blev involveret og begejstret, både for den afrikanske mentalitet og det gode samspil mellem danske frivillige og ghanesere, børn som voksne. Gennem sit kamera og sin pensel skildrer hun i bogen Solidaritet og håb - et blik på landsbyliv betydningen af den frivillige indsats, samarbejde og entusiasmen hos alle og dokumenterer, at det nytter at yde en engageret uselvisk indsats for andre.     

I Ghana oplevede hun enestående gode kræfter, som allerede fandtes i landsbyerne, og som er en stor ressource, som kan bruges gennem opfindsomhed. Her er tid og rum til at afprøve nye idéer og skabe små skridt på fremtidens vej.     

- Ved at sætte fokus på dagliglivet i både leg og arbejde, øjner jeg et håb og en indbyrdes styrke i det ghanesiske samfund som et eksempel til efterfølgelse også for os i den industrialiserede del af verden, betoner Vivian Rose. 

 

 

Genre: 

Pris: 

249,00 kr.

ISBN: 

9788793063877

Forfatter