Benedikte Lyager Frederiksen

Forfatteren er 43 år og bor på Gjøl (ved Aabybro) - en lille flække i den nordjyske del af Jammerbugt kommune - sammen med sin familie. 

 

Da hun for ti år siden købte et sommerhus i Rødhus ved Vestkysten, fandt hun inspiration til sin bog Fanget i en tidslomme. Hun brugte meget tid på at researche sig frem til romanens fiktive handling med fokus på fortællingens historiske omdrejningspunkt. 

 

Oprindelig er Benedikte vokset op i Viby Sjælland ved Roskilde, hvor hun har boet hele sin barndom og haft sin skolegang.

 

Benedikte er uddannet på kontor, men har altid haft en drøm om at udgive en bog. Fra hun lærte at skrive og læse, har hun konstant haft i tankerne selv at blive forfatter en dag. Da hun for syv år siden kom til skade med sin højre hånd, valgte hun efter et par år helt at stoppe på arbejdsmarkedet for egen regning. Handicappet af hånden var først en stor psykisk nedtur, men siden åbnede det nye døre, da tankerne faldt lidt på plads. Det gav tid og inspiration til at kunne realisere drømmen om at skrive. Ikke på fuld tid, men når kræfterne var der. Benediktes fighteregenskab har nu båret frugt med hendes første roman.

 

Jeg føler virkelig, det var det rigtige at gøre at melde mig ud af arbejdsmarkedet for at realisere min livsdrøm. Først og fremmest ønsker jeg at få skrevet de historier, som bare ikke vil blive inde i min hjerne mere. Jeg elsker bare at skrive. Hvis der er nogen, som vil læse mine historier, er det jo bare endnu bedre, siger Benedikte Lyager Frederiksen.