Jesper Susanne Manniche Warming

Bogen har to forfattere:

Jesper Manniche, forfatter, far til Knud (Shaun) og lærer:

Da vi opdagede, at vi ventede barn nr. 2, var vi ikke et sekund i tvivl om, at fødslen skulle foregå hjemme. Vores første barn blev født på Danmarks mindste fødeafdeling på Samsø. Og den ro og nærvær, vi oplevede der, ønskede vi at udforske endnu nærmere ved barn nummer to. For os var det essentielt, at både mor og barn oplevede rolige og afstressende rammer – både under og efter fødslen. Som min kone udtrykte det kort efter fødslen, betød roen, de vante omgivelser og nærværet alt for oplevelsen af og selve fødslen. Vi fandt, at barnet bliver mere roligt, og dets oplevelse af overgangen fra graviditet til livet uden for livmoderen bliver mere afslappet og naturlig.

Som far havde jeg også oplevelsen af at være mere med. At have en rolle. En funktion. En positiv fællesskabende oplevelse vi nu har sammen som familie for resten af livet. 

Vi prøvede, så godt vi kunne, at forberede vores datter på begivenheden, men fandt at vi manglede et redskab til dette; og her voksede ideen om en børnebog om hjemmefødsel. Jeg håber, I vil finde, den et brugbart og lærerigt redskab!

 

Susanne Warming, jordemoder i Hjemmefødselsordning Sjælland:

En af livets største begivenheder er, når et lille nyt barn kommer til verden. Jeg har været jordemoder i 20 år og har derfor haft den store fornøjelse at deltage i dette store øjeblik rigtig mange gange. Og det er lige stort hver gang. Jeg har også haft fornøjelsen at deltage i Knuds fødsel, og det er bl.a. de samtaler forældrene og jeg har haft gennem forløbet, der er udgangspunktet for denne bog. Som jordemoder har jeg savnet en glad børnebog på dansk, der kunne hjælpe børn til at forstå fødslen og være udgangspunkt for en snak mellem forældre og børn om graviditet, fødsel, babyer og det at blive storesøster eller storebror. Jeg er glad for, at vi nu også har udgivet den på engelsk.